Fondens direktør udnævnt til Videnskabsminister

Pressemeddelelse: 23. februar 2010
Danfoss Universe og Universe Fonden har med glæde og stolthed modtaget meddelelsen om, at Charlotte Sahl-Madsen er udnævnt til ny videnskabsminister.

Charlotte Sahl Madsen var i perioden 2004-2009 direktør for oplevelsesparken Danfoss Universe og har indtil i dag bestridt posten som fondsdirektør i Universe Fonden. Charlotte Sahl-Madsen har siden efteråret 2009 siddet som bestyrelsesformand for Danfoss Universe A/S.

Universe Fonden driver bl.a. forskningscentret Universe Research Lab og flere større forskningsbaserede udviklingsprojekter, støttet af blandt andre Egmont Fonden, Nordea Fonden og Undervisningsministeriet.
Per Have, som i dag er næstformand i Danfoss Universe A/S og fondsdirektør i Bitten og Mads Clausens Fond, er i dag blevet konstitueret formand for Danfoss Universe A/S samt konstitueret fondsdirektør i Universe Fonden.

- Vi glæder os utroligt meget på Charlottes og på Danmarks vegne. Med Charlotte Sahl-Madsen som ny videnskabsminister får Danmark en stærk, vidende og engageret talsperson for forskning og innovation, udtaler administrerende direktør i Danfoss Universe Michael Sølvsten.

- Vi er meget glade på Charlottes vegne og ønsker hende alt det bedste i det nye job. Charlotte har fra starten haft meget klare visioner for fondens virke og høje ambitioner til, hvordan vi udnytter den viden vi har om, hvad der befordrer god læring. Nu handler det om at vi i Universe Fonden fortsætter dette meget vigtige arbejde og fastholder vores fokus på at omsætte forskningsresultater om læring, innovation og kreativitet til brugbar praksis i skolerne, forklarer udviklingsdirektør i Universe Fonden, Peter Jyde Andreassen.

Det er naturligvis samtidigt et stort tab for Danfoss Universe, men det vil ikke få nogen negativ indflydelse på det daglige arbejde med at fremme børn og unges interesse for naturvidenskab og teknologi.

Danfoss Universe har siden sin start tilbage i maj 2005 gennemgået en rivende udvikling, og er i dag en flittigt besøgt attraktion. Vores umiddelbare reaktion er stor glæde på Charlottes og Danmarks vegne for den dynamik, hun vil tilføre Christiansborg.

- For os i Danfoss Universe påvirker det ikke umiddelbart vores planlagte og igangværende aktiviteter, som lige nu drejer sig om planlægning til sæsonstart”, udtaler Michael Sølvsten, administrerende direktør i Danfoss Universe.

Yderligere oplysninger:
Stine Honoré, kommunikationschef Universe Fonden. Tlf: 5152 4944

Pressekontakt

Stine Honoré
Kommunikationschef
5152 4944 /

sth@universefonden.dk

 

www.blivklog.dk
Universe Research Lab
Luk

Det elektroniske opslagsværk blivklog.dk rummer viden om læring, kreativitet, undervisning og innovation. Her kan du få indsigt i metoder og redskaber, der kan gøre din undervisning relevant, vedkommende og spændende.

Besøg blivklog.dk
Luk

Forskningscentret Universe Research Lab samler, genererer og formidler viden om læring, undervisning, kreativitet og innovation hos børn og unge. Forskningscentret stiller sin viden til rådighed for uddannelsessystemet, erhvervslivet og de uformelle læringsmiljøer.

Besøg universeresearchlab.dk